Rodbehandlinger 2018-06-06T11:22:32+00:00

Rodbehandlinger

Hvad er en rodbehandling?

Alle tænder er skabt med et hulrum indvendigt, der indeholder et lille kar og en nerve. I nogle situationer tager dette kar og nerven skade og visner eller går til. Dette kan skyldes et traume eller et dybt hul i tanden. Sjældent kan det skyldes tidligere tandbehandling eller revner i tanden.
Når nerven går til, kan det være en ganske smertefuld proces. Det giver den klassiske berygtede tandpine. Den visne nerve virker som et glimrende sted for bakterier at vokse i. I visse tilfælde kan det føre til betændelse i knoglen omkring rodspidsen på tanden og på sigt en tandbyld.
En rodbehandling har til formål at fjerne det visne indhold af tandens hulrum og rense med desinficerende væsker. Når tandlægen er sikker på at hver eneste bakterie er væk, forsegles tanden med en rodfyldning. Rodfyldningen består af nogle lange tynde gummipinde, som udfylder tandens kanaler, som en korkprop i en flaskehals. På den måde forhindres bakterierne i at trænge ned i tanden og knoglen igen.

Hvor god er prognosen efter en rodbehandling?

På landsgennemsnit siger man at en rodbehandling har 80-90 % chance for at lykkes uden komplikationer, afhængigt af tandens tilstand forud for behandlingen. Da vi har med biologi at gøre, er det desværre ikke muligt at love 100 % succesrate. Men skulle du være en af de uheldige, der oplever komplikationer, har tandlægen heldigvis flere muligheder for at hjælpe dig til at opnå heling. Spørg din tandlæge om hvordan det ser ud for netop din tand. Vi vil meget gerne have at du føler dig fuldt informeret før behandlingen starter.

Hvad koster en rodbehandling?

En rodbehandling er desværre en kostbar behandling. Man betaler per rodkanal. Visse tænder har en rodkanal og visse har flere. Spørg din tandlæge før behandlingen startes. Vi kan give helt præcis besked om hvad det kommer til at koste. Desværre findes der ikke nogen billige alternativer til rodbehandling, når først nerven er gået til. Det eneste alternativ kan være udtrækning af tanden, en mulighed man naturligvis helst går udenom.

Gør en rodbehandling ondt?

Mange har hørt drabelige historier om hvor ondt det kan gøre at få en rodbehandling. Det skal det absolut ikke! Vi har rigelig bedøvelse til at kunne dække din tand ind. Og vi har tålmodighed til at vente til bedøvelsen virker. Det er vores ansvar at se til at du kommer igennem rodbehandlingen uden smerter og vi har lang erfaring i at få det til at lykkes. Tal med os om det, hvis du har bekymringer. Vi er her for at lytte og hjælpe.

Hvad så efter rodbehandlingen?

Efter rodbehandlingen kan tanden typisk fyldes med en plastfyldning. Så anbefales en observationsperiode på et halvt til et helt år, for at vurdere om tanden opnår den ønskede heling.
Rodbehandlede tænder bliver lidt mere skøre og glasagtige, fordi de mister deres blodforsyning. For at forebygge risikoen for brud på tanden anbefales kronebehandling, når der kan konstateres heling efter observationsperioden.